SER Hegn ApS

Opsætning, reparation og vedligeholdelse af industrihegn og porte over alt i Danmark

SER Hegn - Industrihegn og Porte

 

Pressemeddelelse - Juli 2010

Prisbilligt støjhegn giver en eminent lydisolering i Vejle

59 kommende grundejere i Vejle kan glæde sig over, at NoiStop og SER Hegn har formået at sætte en stopper for støjen fra landets mest befærdede motorvej. Projektet er det hidtil mest omfattende af sin slags, og prisen for det imponerende støjhegn er overraskende lav.

 

I den nordvestlige udkant af Vejle er et nyt stort boligområde ved at se dagens lys oven på de boldbaner, som tidligere fostrede førsteholdsspillere til Vejle Boldklub. I dag er det store område ved at blive byggemodnet, men inden forberedelserne til de i alt 59 parceller kunne indledes, måtte bygherrerne gøre noget ved den larm, som kommer fra nabogrunden.

Her ligger nemlig en af landets mest befærdede motorvejsstrækninger, E-45, der konstant og konsekvent sender tung støj hen over byggepladsen.

- Det var simpelthen et krav, at der blev opført en eller anden form for støjabsorberende hegn omkring det nye boligområde. Og det var mere eller mindre ved et tilfælde, at vi blev opmærksomme på opgaven, men da vi så kom med i licitationen, var der ikke tvivl om udfaldet, fortæller Henrik H. Rasmussen fra SER Hegn.

 

NoiStop by RockDelta absorberer lyden i stedet for at kaste den tilbage. Støjhegnet er forberedt til, at man lader beplantning vokse op langs modulerne.

 

Det perfekte match

SER Hegn har samarbejdet med RockDelta – der er en del af Rockwool-gruppen – ved flere lejligheder, og de to skulle vise sig at blive det perfekte match i forhold til Vejle-projektet.

- Der skulle bruges i alt 750 løbende meter støjhegn, blandt andet de cirka 600 meter ud mod motorvejen. Højden på hegnet er helt op til fem meter over jorden, mens hegnet er funderet i en tre meter høj jordvold, fortæller Henrik H. Rasmussen.

RockDelta, som udelukkende beskæftiger sig med støj- og vibrationsisolering, har gennem mange års udvikling skabt sig en helt unik ekspertviden inden for akustisk udnyttelse af stenuld. Ud fra den viden er støjhegnet NoiStop blevet skabt.

- Mange støjhegn er reflekterende. Det vil sige, at de kaster lyden tilbage til der, hvor den kommer fra. NoiStop absorberer lyden i stedet for. Det betyder, at den holder på støjen og nærmest kvæler den. Og den løsning er langt mere effektfuld, fortæller Henrik H. Rasmussen.

 

 

Sammenlagt er der monteret 750 løbende meter lydisolerende støjhegn, som flere steder skyder op i fem meters højde – eller hele otte meter over terrænet.

 

En helt utrolig effekt

Han er overbevist om, at når andre bygherrer og entreprenører får øjnene op for Vejle-projektet, og de eventuelt lægger ører til den gode effekt af NoiStop-hegnet, så vil de medgive, at konceptet er en god økonomisk løsning.

- Der er jo også et prisparameter, som i den grad spiller ind. Da vi gav vort bud på den her opgave i Vejle, så viste det sig at være en pris, der lå 60 procent under nummer to. Og det er altså ikke sådan, at det er en dårlig forretning for os, fortæller Henrik H. Rasmussen.

Hans firma, SER Hegn, har mange års erfaring inden for hegnsmontering, og virksomheden er en af landets største af sin art.

- Selv om en stor del af hegnet i Vejle faktisk er funderet ned i en høj vold, så har vi selv lavet specialbyggede maskiner, som kan køre på skævt underlag. Og det her projekt beviser i høj grad, at det er en forudsætning af have værktøjet i orden, påpeger Henrik H. Rasmussen.

 

 

Med SER Hegns specialkonstruerede entreprenørmaskiner er en tre meter høj jordvold ikke nogen hindring for en solid montering af NoiStop.

 

Lad støjhegnet vokse til

NoiStop Green-hegnet, som er valgt til dette projekt, leveres i moduler af henholdsvis 45 og 90 centimeters højde samt en og to meters længde.

Tykkelsen på modulerne er godt ti centimeter, og fordelen ved konstruktionen er, at det er forberedt til, at man lader hegnet vokse til med beplantning.

- Det gør jo graffiti-kunstnerne arbejdsløse, men det ser altså også bedre ud. Og på den måde, når støjhegnet er vokset til, lægger man jo slet ikke mærke til, at det er der, fortæller Henrik H. Rasmussen.

Han forventer, at NoiStop-hegnet fremover vil være en markant spiller på banen, når eksempelvis Vejdirektoratet skal have lydabsorberende hegn monteret langs nye motorveje.

Selve projektet i Vejle, der hedder Nørreskov Huse, omfatter hele 59 udstykninger i størrelsen 700 til 1200 kvadratmeter. Man kan læse mere om projektet på www.danbolig.dk.

 

 

Læs mere om NoiStop støjhegn

 

 

 

 

 

l